A&Q

ANNE NOWAK

A&Q



Hvordan opstod din interesse for tekstiltryk?
Da jeg var tjener på Bastionen + Løven mødte jeg chefens kæreste, som havde tekstilværksted ved siden af restauranten, hvor jeg fik lov til at gå amok med hendes rammer og farver. Siden da har jeg uddannet mig og været hooked og helt forelsket i mit fag.

Kan du fortælle lidt om de projekter du har lavet?
De er alle meget forskellige alt fra at male vægmalerier til at tegne mønstre til Jordans tandbørster. Et fællestræk for alle mine projekter er, at de alle bliver til i hånden og skabt ud fra mit univers. Det bedste ved at lave det jeg laver er, at hver opgave er forskellig fra hinanden.
Du dekorerede en hel butiksfacade på Østerbro... kan du fortælle lidt om, hvordan det kom i stand, og hvordan det forløb? Jeg blev kontaktet af ejerne fra Furnish, som butikken hedder, og de havde fået den idé at få forskellige kunstnere til at male deres facade hvert kvartal. Det var en fantastisk udfordring at kunne skabe et værk, hvor man skulle inkludere vinduer, døre og omgivelser. Værket hed “Gotta go...” og var inspireret af af gadens travle og hektiske færden af busser, cykler og fodgængere. Så ideen blev at motivet derfor også skulle have for travlt og blev derfor heller aldrig helt færdigt... Jeg lavede desuden t-shirts, “kunst-lyskasser”, muleposer, puder m.m., som blev solgt i deres fine interiør-butik.

Du har saftsusemig da fået lavet et par puder gennem tiden. Hvorfor lige puder?
Jeg må have trykt og syet over 5000 puder efterhånden... Puder er en dejlig konkret ting, hvor mit mønster kan komme til sin ret. Jeg betragter hvert pudevår som et blankt kanvas, hvor mine streger kan tage form. Det har altid fascineret mig at kunne skabe et unikt produkt, der enten kan sættes i produktion eller være et unika produkt i fx Louisianas museumsbutik.
Desuden synes jeg det er sjovt at skabe et stykke interiør til boligen, der kan peppe et rum op på en let, billig og hurtig måde, i stedet for at skulle købe nye møbler eksempelvis.


Hvor henter du din inspiration?
I gadebilledet især, men generelt har jeg øjnene med mig og kigger på alt, hvad jeg passerer på min vej. Jeg elsker at se på kunst, gå i biografen og læse bøger. Det er især visuelle ting, der inspirerer mig, men også stemninger i bl.a. film kan være en stor inspiration. Og så har jeg altid et kamera i lommen.

Du flyttede for nylig ud på Carlsberg, kan du fortælle lidt om det nye værksted og miljøet på det nedlagte bryggeri?
Det er meget rå lokaler, hvor man kan spilde maling på gulvet. Det elsker jeg!!
Desuden er der en rigtig god stemning i området, både i Carl Jacobsens Have, i Dansehallerne og i det hele taget omkring i de gamle forladte bygninger. Det giver en fantastisk stemning i hverdagen.

Hvordan ser en dag på værkstedet ud?
Det er meget forskelligt! Men den starter helt sikkert med en kop kaffe. Så kan alt ske, om det er at tegne på nye skitser, svare mine kursister på mails eller trykke bestillinger på mit store trykbord.

Du er begyndt at afholde workshops, kan du fortælle lidt om dem?
Det er en gave for mig at kunne afholde workshops. Det er en genial mulighed for at kunne lære fra mig, møde nye mennesker og blive inspireret af mangfoldigheden i de mange forskellige inputs, der kommer fra kursisterne. Det er små hold på maks. seks elever, så der er tid og rum til hver enkelt. Det er faktisk også mange ting, som kursisterne skal igennem på en enkelt dag. De kommer med deres eget design eller motiver, som de får fremkaldt til trykrammer, hvor de så skal lære at trykke, blande tekstilfarver og fixere. Det er ofte, at vi ikke når at spise frokost, fordi alle er så grebet af det de lige er blevet introduceret til. Det er meget fantastisk at få lov til at overvære, hvor glade de bliver, når de ser deres eget motiv blive til et print på eksempelvis en mulepose.

Du er blevet flittig til at blogge, og der er tydeligvis godt liv herinde, hvad er dine tanker med at have sådan en blog kørende og det arbejde det vel også er at blogge nærmest dagligt?
Jeg er meget fascineret af blog-verdenen, den er helt igennem meget positiv og det er en hurtig måde at få sine skitser ud i den virtuelle verden. Jeg kan lægge en skitse op på min blog, og 5 minutter senere har jeg respons fra dem derude. Hvor vildt er det lige! Det er for mig et medie og en måde, hvor jeg kan få mit lille firma og min verden ud til folket, jeg er dybt imponeret over alle mennesker der bevæger sig rundt der. De er virkelige inspirerende og dygtige. Samtidig henter jeg naturligvis også selv en masse inspiration fra andre bloggere.

Hvad er de tre vigtigste ting man skal vide før man kaster sig ud i tekstiltryk?
Jeg ved ikke om jeg lige har tre ting, men jeg tror først og fremmest, at folk ville blive overrasket over, hvor fysisk hårdt det er at stå lænet ind over et trykbord i timevis med tunge rammer som så også skal højtrykspules. Og at du hver dag kommer hjem med maling overalt!

Hvordan ser fremtiden ud ift. til projekter?
Jeg har gang i mange forskellige projekter pt., men jeg kan ikke rigtig fortælle om dem, da mange af dem ikke er lukket helt endnu, men jeg tegner bl.a. på en ny børnekollektion og en kunstudstilling... En ting ligger dog fast og det er, at jeg fortsat vil afholde workshops på mit værksted.